FIKS PÅ FINGRENE

44-årige Majbritt Biegel omsætter sin fascination af hænder og musik til lærredet. Hendes værker kan opleves på Aalborg i Farver 3.-4. marts

Når de to døtre er sendt i skole, manden kørt på arbejde og golden retrieveren Fine har lagt sig til rette i sofaen, finder Majbritt Biegel pensler og maling frem. Lærredet står allerede klar i stuen, der hvor hun slap det dagen i forvejen.

– Jeg maler hver eneste dag. Ikke hele tiden, for der skal jo også vaskes tøj og den slags. Men det bliver da som regel til nogle timer i løbet af en dag, fortæller hun.

Få meter fra staffeliet i stuen på Skovhusvej nord fra Vester Hassing står fjernsynet og er tændt.

– Det går bedst, når fjernsynet kører, mens jeg maler. Det giver mig mere ro inde i mit hoved.

Ind imellem tager den 44-årige kunstner en lille pause, hvor hun sætter sig over i sofaen og ser lidt serie på netflix, OL eller hvad programmet ellers byder på. Bare det er noget, hun kan slappe af ved samtidig med, at hun funderer over det motiv, hun er i gang med at male.

– Jeg har så meget rod i mit hoved, at det aldrig er lykkedes mig at fungere på det almindelige arbejdsmarked. Hvis jeg havde været barn i dag, ville jeg sandsynligvis have fået stillet diagnosen ADD, mener Majbritt Biegel.

ADD er en forkortelse af det engelske udtryk Attention Dificit Disorder, som er beslægtet med ADHD. Mennesker med en ADD-diagnose har en forstyrrelse af opmærksomheden, men uden at være hyperaktive.

På sit cv har Majbritt Biegel uddannelser som ergoterapeut og billedkunstlærer. Men bortset fra vikararbejde som lærer har hun aldrig haft fodfæste på arbejdsmarkedet.

I stedet har hun været trukket igennem et hav af kurser i at skrive jobansøgninger, ligesom der blev holdt nøje kontrol med, om hun søgte et vist antal job.

Det endte med, at Majbritt Biegel for fem år siden røg ned i et stort, sort hul i form af en depression.

– På det tidspunkt var vi nødt til at træffe en beslutning om, hvad der skulle ske. Vi valgte, at familien skulle have første prioritet.

Beslutningen betød, at Majbritt Biegel helt droppede det system, der havde holdt kontrol med hende og som havde været en ulidelig psykisk belastning.

Beslutning betød også, at tid og overskud til at dyrke sin store lidenskab -malerkunsten.

– Jeg har tegnet og malet, siden jeg var ganske lille. Formning var mit bedste fag i skole, og da jeg tog på højskole, var det naturligvis et sted med billedkunstlinje.

Som kunstner har Majbritt Biegel ret hurtigt fundet sin egen stil.

– I starten ledte jeg lidt efter, hvad jeg kunne tænke mig at male. På et tidspunkt malede jeg ansigter, men fandt så ud af, at det var lidt sjovere at male, hvis der sneg sig en hånd ind i motivet. Hænder udtrykker i den grad følelser.

Nu malet Majbritt Biegel stort set kun motiver med hænder, som hun studerer hele tiden. For eksempel har hun mest fokus på hænderne, når hun genser tv-serien “Matador”.

I de fleste tilfælde maler hun hænder, der håndterer et musikinstrument. Gerne en saxofon, et flygelhorn, et waldhorn eller et helt fjerde blæseinstrument.

– Det hænger sammen med, at musik er min anden store interesse. Jeg lytter til næsten al slags musik og spiller også selv klaver, når der ikke er nogen, der lytter med.

Til gengæld er Majbritt Biegel for længst kommet ud over rampen med sin let genkendelige malerkunst.

I øjeblikket udstiller hun i Grønland som del af et arrangement med H. C. Andersen motiver.

Et af disse motiver – inspireret af eventyret Kejserens nye Klæder og med titlen “Du har jo ikke noget tøj på” – er valgt som motiv til kunstarrangementet Aalborg i Farver 3.-4. marts i Idrætshallen Østre Allé, Aalborg.

Majbritt Biegel er naturligvis selv blandt udstillerne ved Aalborg i Farver, hvor i alt 50 kunstnere præsenterer deres værker.

Blandt hendes kommende opgaver er Copenhagen Art Space i påsken.

– Jeg forsøger hele tiden at lære nyt og udvikle mig, så jeg til sidst bliver i stand til at male hænder så detaljeret, som det overhovedet er muligt. For mig er det ikke i sig selv en ambition at få solgt så meget som muligt. Det vigtigste for mig er at få invitationer til nogle spændende udstillinger, måske oven i købet i udlandet. Det ville da være fedt at være med til fernisering på en udstilling i New York, hvor jeg havde malerier med.