RÅDMAND PÅ HJEMMEBANE

Besøg i Idrætshallen vækker gode og glade minder hos Mai-Britt Iversen – bl.a. den første kinddans. Hun holder åbningstalen ved Aalborg i Farver

Første gang, jeg dansede kinddans, var til en fest deroppe i cafeteriet. Det var med én, der hed Kim. Ham var alle vi piger vilde med.

Som med et trylleslag er Mai-Britt Iversen, familie- og beskæftigelsesrådmand i Aalborg Kommune, pludselig 40-45 år yngre, da hun træder ind i Idrætshallen på Østre Allé.

Idrætshallen var hendes andet hjem i barndoms- og teenageårene i 1970’erne. Det var her, hun spillede håndbold og dyrkede venskaber og fællesskabet.

– Her har jeg dæleme spillet rigtig mange kampe. Vi havde et rigtigt godt sammenhold. Ja, faktisk var det sådan, at håndbolden var hele min identitet i de år.

Derfor svarede Mai-Britt Iversen også prompte ja, da Aalborg Håndboldklub bad hende holde åbningstale ved kunstarrangementet Aalborg i Farver, som afvikles 3.-4. marts.

– Jeg har så mange dejlige minder fra den klub og den hal, at jeg hellere end gerne betaler lidt tilbage.

Mai-Britt Iversen startede med at spillede håndbold som syv-årig. Det foregik i AIK Vejgaard.

– Begge mine forældre var ivrige håndboldspillere. Derfor faldt det helt naturligt, at jeg også skulle spille håndbold.

Faren var Frank Iversen, der siden blev formand for fagbevægelsen i Aalborg og tillige socialdemokratisk byrådsmedlem.

Frank Iversen døde på håndboldbanen for cirka 25 år siden. Han faldt om ramt af et hjertetilfælde.

I 1972 blev AIK Vejgaard lagt sammen med naboklubben AH. Den nye forening fik navnet Aalborg Håndboldklub – for nemheds skyld også kaldet AHK.

– I den nye klub var vi ikke færre en fire pigehold, husker Mai-Britt Iversen, som dengang selv var en ranglet pige på 12 år.

Mai-Britt Iversen var stregspiller på det bedste af de fire pigehold. Et hold, der var så stærkt, at det i sæsonen 1975-76 vandt det danske mesterskab for juniorer.

– Det gik op for alvor op for mig, hvor stort det var, da der blev bestilt mad fra Kina-grillen til hele holdet, ler hun.

Mai-Britt Iversen har gemt den guldmedalje, hun og holdkammeraterne fik overrakt, straks efter at de havde vundet mesterskabet. En medalje, hun stadig gerne med stolthed viser frem.

– I de år vandt vi stort set alt. Jeg huske for eksempel, at vi vandt en kamp 18-1. Og vi frydede os da ekstra meget, hver gang tævede arvefjenderne fra Aalborg KFUM.

Mai-Britt Iversen og hendes jævnaldrende kammerater opholdt sig i Idrætshallen stort set al deres fritid. Når de ikke selv trænede eller spillede kamp, sad de på tilskuerpladserne rundt om banen og så andre træne eller spille kamp.

– Jeg var især imponeret over Bent Larsen, halinspektørens søn. Han var jo en fantastisk håndboldspiller og på landsholdet samtidig med, at han var Danmarks bedste spydkaster. Det var jeg godt nok imponeret over.

Mai-Britt Iversen husker også ganske tydeligt halinspektør Hans Larsen.

– Ham var vi godt nok en smule bange for. Han kunne godt være skrap. Når han løftede stemmen, gjorde vi straks, som der blev sagt.

Rådmanden husker også tydeligt veninderne på det håndboldhold, der holdt sammen i flere år og vandt det danske mesterskab. Jane, store Jette, lille Jette, Lotte, Eva…..og så videre.

– Ikke nok med, at vi kendte hinanden rigtig godt og var sammen næsten hele tiden. Vi kendte også hinandens familier.

Succesen på håndboldbanen gav også visse fordele udenfor banen.

– Rent ud sagt var jeg ikke særlig fiks dengang. Men bare man kunne spille håndbold, kunne man også score knægte. Det benyttede jeg mig naturligvis af, ler Mai-Britt Iversen

Allerede som 16-årig oplevede hun enhver håndboldspillers mareridt – et overrevet korsbånd i knæet. Det betød operation og en lang pause.

Korsbåndene var åbenbart skrøbelige. Yderligere tre gange kom hun til skade og måtte på operationsbordet.

– Faktisk brød jeg mig ikke om at komme i Idrætshallen i de lange perioder, jeg var skadet. Håndbolden var jo min identitet, og det var hårdt at sidde udenfor.

Som 19-årig rejste Mai-Britt Iversen til Aarhus for at uddanne sig som tandlæge. Det betød, at besøgene i Idrætshallen og samværet med håndboldveninderne blev sjældnere. Men en af håndboldkammeraterne fra dengang er stadig hendes bedste veninde, og de øvrige får hun en snak med, når de tilfældigvis mødes rundt om i byen.

– Jeg er ikke i tvivl om, at det fællesskab og sammenhold, jeg oplevede i håndboldklubben, har været med til at forme mig som menneske. Faktisk var jeg også god til at løbe og begyndte på et tidspunkt at dyrke atletik. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det slet ikke var mig. Jeg er holdspiller, og AHK vil altid være min klub, selv om det efterhånden er mange år siden, jeg var aktiv der.