Fantastisk smuk stemme

Aalborg i Farver 2019 synges i gang af Christine Aggerholm.

Den 19-årige sanger og sangskriver fra Brønderslev har en himmelsk smuk stemme, der giver mindelser om Dorthe Gerlach, Duffy og Amy Winehouse. En stærk og følsom vokal, som gør hende til et af de største musikalske talenter i Nordjylland.

Christine Aggerholm kommer fra en musikalsk familie i Brønderslev, og hun han sunget og spillet, siden hun var ni år. Som 12-årig optrådte hun for dronningen, og gennem tiden har hun deltaget i adskillige konkurrencer, sangskrivningscamps og musiske projekter.

I samarbejde med pladeselskabet Sound Seduction udgav hun sidste år debutsinglen “Give It A Go”, der straks strøg langt op på Spotify-listerne.

I øjeblikket er Christine Aggerholm i gang med at indspille sin første EP i samarbejde med Sound Seduction. EP’en ventes udgivet i slutningen af foråret.