Aalborg i Farver 2021 afblæst

Det er svært at spå. Især om fremtiden. Citat: Storm P.

Alligevel tør vi som arrangører godt vove halvandet øje og spå, at COVID19 og de tilknyttede restriktioner langt fra er saga blot, når Aalborg i Farver 2021 ifølge planen skulle afvikles 6.-7. marts.

I lyset af den seneste corona-udvikling og de skærpede restriktioner har vi derfor efter grundig og moden overvejelse besluttet at afblæse Aalborg i Farver 2021.

Det er rent ud sagt rigtig træls for både kunstnere, publikum og os som arrangører. Men sådan som coronaen arter sig, tror vi ganske enkelt ikke på det bliver muligt at gennemføre et arrangement i den vante afslappede og hyggelige stemning i Idrætshallen. I starten af marts vil der højst sandsynlig stadig være skarpe restriktioner i form af krav om mundbind, størrelser på forsamlinger, afstandskrav mm. Alt sammen noget, der ikke rigtigt harmonerer med Aalborg i Farver.

I stedet overvejer vi – og undersøger mulighederne for – at arrangere en eller anden form for virtuel Aalborg i Farver 2021. Hvis det lykkes, skal vi nok udbasunere det både her på hjemmesiden, på facebook og i diverse medier.

Ellers ser vi frem til at vende stærkt tilbage med Aalborg i Farver den første weekend i marts 2022 i Idrætshallen, Østre Allé, som til den tid vil være nyrenoveret.

Vi håber på forståelse for vores beslutning. På godt på jer selv og hinanden.


Jan Knudsen, Marie-Louise Sandager og Mogens Møller

Arbejdsgruppen bag Aalborg i Farver.