Direktør på hjemmebane

Jakob Ryttersgaard, direktør for Børn og Unge-forvaltningen i Aalborg Kommune, er på hjemmebane, når han lørdag 4. marts holder åbningstale ved kunstarrangementet Aalborg i Farver. Da han som ung kom til byen for at tage en læreruddannelse, blev han straks en del af Aalborg Håndboldklub, som sammen med Idrætshallen på Østre Allé blev en vigtig del af hans liv det næste halve snes år.

”Så vidt jeg husker, var det en mentor på seminariet der nævnte, at Aalborg HK var kendt for at være en klub med et rigtigt godt kammeratskab. Jeg tænkte, at det var da værd at prøve”, fortæller han.

Jakob Ryttersgaards forventninger blev mere end indfriet. Han kom ret hurtigt på førsteholdet, hvor han var blandt stamspillerne i flere år. Siden blev han træner for både klubbens bedste kvindehold og dernæst for det bedste herrehold.

”Jeg oplevede en klub, hvor det sportslige og det sociale gik op i en højere enhed.”

” Når vi gik på håndboldbanen, gik vi til den og kæmpede for at vinde hver eneste gang. Vi havde absolut sportslige ambitioner.”

”Samtidig var og er det stadig en klub med masser af foreningsliv, kammeratskab, fællesskab og livslange venskaber. En klub som Aalborg HK og andre foreninger kan noget ganske særligt. Og så er der det specielle ved Aalborg HK, at klubben altid har formået at tage godt imod unge studerende samtidig med, at det er lykkedes at bevare den lokale tilknytning.”

Ud over sportslige udfordringer, fællesskab og venskaber mødte Jakob Ryttersgaard også sit livs kærlighed i håndboldklubben. Han blev kæreste med Pia, der spillede på klubbens bedste kvindehold, og de to har siden dannet par.

Efter afslutningen på læreruddannelsen fik Jakob Ryttersgaard job på Klostermarkskolen. Dernæst blev han skoleleder i Vestbjerg, skolechef i Aalborg Kommune og nu altså direktør i Børn og Unge-forvaltningen, hvilket indebærer at han er øverste chef for alle kommunens pædagoger, lærere og dagplejere og alle de tusindvis af børn, de tager sig af.

Jakob Ryttersgaards nu voksne søn har valgt cyklingen som sin sportsgren. Men den gamle AHK’er kommer stadig af og til i Idrætshallen for at se sine to nevøer spille håndbold, ligesom han fortsat fra sidelinjen følger med i klubbens sportslige op- og nedture. Og da han blev bedt om at holde åbningstale til Aalborg i Farver 2023, takkede han straks ja.

”Jeg glæder mig, selv om det bliver svært at følge efter Jonny Hefty, der holdt den seneste åbningstale.”

De øvrige tidligere åbningstalere har været sognepræst Villy Mølgaard, håndboldspillerne Kim Jensen, Rikke Nielsen og Daniel Svensson, mr. AaB Lynge Jakobsen samt politikerne Flemming Møller Mortensen, Mads Duelund, Mai-Britt Iversen og Rasmus Prehn.